søndag den 23. februar 2014

Foredrag med Anna Skyggebjerg!

I går var jeg til foredrag med Anna Skyggebjerg på Bov Bibliotek! Anne, min storesøster, fandt tilfældigvis et opslag om det så sent som i onsdags, og jeg slog straks til, for hvornår skulle det ellers kunne lade sig gøre at møde hende, der efterhånden er blevet en slags idol for mig??

Jeg fik endda lov til at låne Annes bil! :-)

Nu har jeg jo læst Anna Skyggebjergs bog, så jeg fik ikke så meget nyt at vide, men til gengæld var det en oplevelse i sig selv at se hende og ikke mindst at høre hende tale. Anna opfører sig som om det er hendes yndlingsbeskæftigelse at stå på en scene, men det var en lettelse for mig at lægge mærke til, at hun også viste tegn på nervøsitet. Hvis hun i den grad kan "eje" performerrollen, så ville jeg også kunne, for i virkeligheden føler jeg, at hun og jeg er to alen af ét stykke - hun er bare det længere fremme i processen, end jeg er.

Jeg ankom lige i sidste øjeblik, og satte mig nærmest pr refleks på bagerste række - indtil jeg så, at der ikke sad én eneste på forreste række. Da tænkte jeg alligevel, at jeg ikke ville gå glip af at være så tæt på som muligt, og så måtte jeg blæse på min nærmest medfødte skræk for at blive pillet ud til at deltage i et eller andet "underholdende" stunt (oh, rædsel!). Men jeg kunne jo have sagt mig selv, at Anna S. ikke ville byde sit publikum sådan noget: hun lagde simpelthen ud med at forsikre os om, at hun ikke kunne drømme om at hive folk frem, fordi hun selv hader det som pesten. Så pyha, jeg kunne ånde lettet op og koncentrere mig om foredraget.

Jeg var faktisk så afslappet ved det hele, at jeg uden at blive det mindste nervøs kunne stille et spørgsmål omkring det at tilgodese både et introvert og et ekstrovert barn!
Det er første gang, jeg i fuld offentlighed har sagt, at jeg har to (og ikke tre...!) børn, og selv om det føltes enormt mærkeligt og egentlig lidt illoyalt, var det okay. Det er jo, som det er.

Mødet med Anna S. var så positivt og givende, det kom helt bag på mig. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er hende, der har sat skub i mit ønske om at genoptage denne blog.








Et nyt liv

For næsten tre måneder siden blev jeg overhalet indenom af livet. Eller af døden, skulle jeg nok nærmere sige.

Anne-Sofie, min yngste datter på knap 6 år, blev pludselig og helt uventet ramt af en hjerneblødning, og hun døde i mine arme efter operation, intensiv pleje og fire døgn i koma.

Fra allerførste dag, hun var indlagt, tog jeg en beslutning om ikke at gå fra koncepterne, og selv om sorgen er stor og tung, er det lykkedes mig til fulde at overholde det løfte til mig selv.
Overskuddet er ikke vanvittigt stort, men jeg er her, og ikke mindst føler jeg, at jeg har fat i den lange ende. Og jeg har jo to små, store piger at koncentrere mig om at være noget for.

Jeg har besluttet mig for at genoptage denne blog, for det oprindelige udgangspunkt har jo ikke ændret sig: mit liv som introvert i en ekstrovert verden. Livet går videre, og jeg vil ikke en gang sige, at det er ubarmhjertigt, for jeg har stadig den urokkelige grundholdning, at livet er smukt og i allerhøjeste grad værd at leve - måske endda i endnu højere grad nu, hvor jeg på egen krop har følt flygtigheden af det hele.

På trods af den altfortærende sorg, jeg må gå igennem, er Anne-Sofies korte liv en gave, jeg aldrig havde villet være foruden, og på mange måder har jeg lært også at se hendes død som en gave. Eller et offer, om man vil, for at jeg og mange andre kunne få tingene sat i perspektiv. Få lidt fokus, få skærpet sanserne.
Det er garanteret ikke sidste gang, jeg kommer ind på det.

tirsdag den 19. november 2013

Der skete et eller andet efter, at jeg havde skrevet det sidste indlæg.
Det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke hører til på det projekt, jeg er i gang med, og at jeg spilder både min og de andres tid. Ergo må og skal der ske noget andet.
Jeg skrev med det samme - ja, jeg skrev en e-mail, jeg ringede ikke - til min såkaldte vejleder på jobcenteret og pindede ud, hvad der var i vejen, i håbet om, at hun vil kunne hjælpe mig med at spore mig ind på dette "andet", og mens jeg skrev, gik det op for mig, at jeg måske ikke har været ærlig nok om hele mit forløb.
Jeg vil så gerne kunne bruges til noget, være nyttig og værdifuld, men virkeligheden er den, at jeg med min historie og baggrund overhovedet ikke ved, hvad jeg reelt set kan bruges til, og jeg er dæleme nødt til at spille med åbne kort nu. Begynde helt "from scratch" og se, hvad det kan blive til.

Min vejleder vendte faktisk tilbage næsten øjeblikkeligt, og hun var overraskende positivt indstillet - bl.a. opfordrede hun mig til at melde fra nævnte projekt (uden økonomiske konsekvenser for mig), så det gjorde jeg øjeblikkeligt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været som en kolossal sten, der faldt fra mit hjerte, for nu har jeg i flere uger følt, at det var helt forkert for mig, så stressniveauet var enormt.
Jeg VED godt, at lykken ikke er gjort, og at jeg skal finde ud af, hvad jeg  skal. At min økonomi mildest talt halter og jeg derfor er nødt til at få mig en bedre indtjening. At jeg ikke kan blive ved med at "lave ingenting". Men ikke desto mindre har jeg det GODT med min beslutning, for den har frigivet kræfter til netop at gøre mig tanker om min fremtid.

Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg skal se nærmere på, hvad jeg egentlig er god til (og ikke mindst, hvad der gør mig glad), så her vil jeg lave en liste, som jeg kan opdatere løbende:


  • Jeg er god til at skrive (og jeg vil gerne have min roman udgivet, jeg vil gerne skrive som ghost writer, hvad som helst med at skrive)
  • Jeg er god til at oversætte, specielt mellem engelsk og dansk
  • Jeg er god til at læse korrektur
  • Jeg er god til alle mulige forskellige slags håndarbejde, se min anden blog HER
Et gammelt billede fra første redigeringsfase af min snart famøse roman, 
fra dengang, jeg stadig boede sammen med min eksmand.
Gammelt, men ikke mindre rammende af dén grund...

søndag den 17. november 2013

Alle mine gode intentioner til trods er der gået næsten en uge siden mit seneste indlæg. Hvor blev tiden af??
Rigtig meget af tiden er gået med at dyrke forholdet til min kæreste, et forhold, der kun er et par måneder gammelt og derfor stadig er meget intenst og energikrævende såvel som -givende. Det er vidunderligt, og tiden går lynhurtigt.
Samtidig har jeg også dette projektforløb, som jeg skal koncentrere mig om - altså min såkaldte skolegang, der også er meget intens og energikrævende. Og temmelig drænende, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er meget, meget svært at være introvert og samtidig skulle trænes i at "gøre sig lækker" (en undervisers udtryk) overfor potentielle arbejdsgivere.
Ind i mellem går jeg helt i sort over alt det, jeg skal kunne og være uden overhovedet at have lyst til det, og så ser det hele virkelig sort ud.

Faktum er, at jeg er nået ud over min 2-års ledighedsperiode og derfor er på uddannelsesydelse. Jeg har brugt al den tid som ledig til primært at 1) komme over min depression og 2) komme over mit brud med min eksmand, og der har været nul overskud til virkelig at søge arbejde. Jovist, jeg har gjort det, jeg skulle, men ikke en krumme mere - det har bare ikke været i mig. Og når jeg virkelig graver dybt i mig selv, så ved jeg også, at jeg aldrig nogensinde vil kunne trives med et traditionelt job - jeg bliver helt skør i bolden ved tanken om at skulle møde op og være til rådighed fra tidlig morgen til sen eftermiddag. SELV om langt de fleste andre mennesker gør det! Jeg er bare ikke langt de fleste, jeg er mig, og jeg er nødt til at prøve at gøre klart for mig selv, hvad jeg kan leve med at skulle leve af, og allerhelst hvad jeg gerne VIL leve af...

mandag den 11. november 2013

Skiftedag

Jeg har haft en stille dag i dag, til trods for at jeg har været til undervisning.
Mine piger er taget hjem til deres far, og skiftedagen er altid en lidt slem dag, for selv om den pludseligt opståede ro er tiltrængt, er det også sært naturstridigt bare at aflevere sine børn for ikke at se dem i en hel uge. Men på den anden side - da jeg var barn og mine forældre blev skilt, da var det jo normen, at faderen kun var sammen med sine børn hveranden weekend, og sådan fungerede det også i min familie. Jeg skal ikke klynke over kun at have mine børn hveranden uge...

Men altså...hveranden mandag er ligesom et sort hul, hvor alting runger og hvor jeg for én gangs skyld ikke trænger til at være alene. Omstændighederne gjorde, at jeg ikke en gang kunne få min kæreste at se i dag, så her har virkelig været stille. Og jeg har siddet i sofaen og strikket hele aftenen, mens jeg så Say Yes to the Dress og What NOT to Wear, i stille begejstring over, at jeg endelig har fået tv-adgang (kun en måned efter at være flyttet ind i huset...).
Nu er her igen meget stille, og jeg har ikke haft nogen at synge godnatsang for, så måske skulle jeg give mig selv hele repertoiret i aften, det repertoire, der består af Den lille Ole, Nu er jord og himmel stille og Solen er så rød, mor (Emilie); Nu er jord og himmel stille, Vinter er nær (uanset om det er sommer eller vinter) og Elefantens vuggevise (Caroline); og endelig På loftet sidder nissen (året rundt), Dejlig er den himmel blå (sommer og vinter), samt Et barn er født i Bethlem (igen-igen) (Anne-Sofie)...


Nogle ting ændrer sig bare ikke, og dét kan ind i mellem føles rigtig dejligt...

lørdag den 9. november 2013

Børnefødselsdag...!

Caroline blev 8 for en måneds tid siden, og hun er som bekendt mit introverte barn, der ikke kan overskue al for megen virak, men som selvfølgelig gerne vil holde pigefødselsdag. Som hun selv sagde det: "Men vi behøver ikke invitere drengene, vel mor? De er så vilde...!"
Hvortil jeg i mit stille sind tilføjer, at mine tre tøser i hvert fald ikke lader drengene noget efter...
Men nej, drengene kan vente et par år - det er nu blevet til at vi holder julehygge med klip og småkagebagning kun for pigerne, og Caroline er lykkelig.

Faktisk har vi de sidste par dage smugtrænet i at lave musetrapper og flettede stjerner, og det har været superhyggeligt. Når altså Emilie ikke mister fatningen for 117. gang og river noget i stykker i raseri. Eller når Anne-Sofie, der i virkeligheden er liiidt for lille til helt at fatte konceptet omkring stjernefletning men samtidig føler sig liiidt for stor til kun at lave musetrapper, for 117. gang påbegynder en ny stjerne, som jeg så skal overtage omtrent ved den indledende afklipning af spidser...

Med hensyn til pigefødselsdagen, så står jeg gerne ved, at det ikke lige er min allerbedste forestilling om en lørdagsbegivenhed, men lad gå. Min største skræk var faktisk tanken om den næsten obligatoriske forældrekaffe ved afhentning af pigerne - men nu, hvor jeg har læst "Introvert", er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at jeg bare skal LADE VÆRE med den kaffe og small talk. De kan hente deres børn og tage af sted igen, kan de! ;-)
For jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg vil være helt ødelagt efter arrangementet, og det er sikkert ikke kun sådan en særligt sensitiv og introvert person som mig, der ville have det sådan...

torsdag den 7. november 2013

Om at stå ved sig selv

I går fik jeg ikke skrevet et indlæg, og det skyldtes ganske enkelt, at jeg modtog denne bog med posten og fluks gik i gang med at læse. Og jeg læste. Og læste og læste - på badeværelset, ved komfuret og i sofaen. Og mens jeg puttede mine børn tænkte jeg over det, jeg havde læst - for straks at læse videre, da jeg havde sunget de obligatoriske (næsten) 57 godnatsange.

Derfor blev der for én gangs skyld ikke tid til også at skrive, men jeg tilgiver mig selv for det (selv om jeg egentlig havde besluttet mig for at skrive mindst ét indlæg om dagen), for det føles som research, og det føles helt rigtigt.

Anna Skyggebjerg - som jeg nu ser som min allerbedste ven, uden nogensinde at have mødt hende, og helt uden at bekymre mig over, at hun slet ikke kender til min eksistens - fik sat så mange ting på plads for mig, at jeg følte mig lettet og grædefærdig på samme tid. Faktisk skyldes grædefærdigheden (er det et ord...?) måske endda mest, at jeg følte mig lettet.

Mest uventet fik jeg set mine børn i et anderledes, klarere lys, for jeg ved nu med sikkerhed, at mindst én af mine piger er meget introvert og det forklarer en masse for mig. Helt fra hun kunne kravle, har Caroline trukket sig tilbage fra os andre for at søge ro og opsøgt os igen, når hun trængte til nærvær og berøring. Hun kravlede helt bogstaveligt væk for at passe sig selv og få fred (i en ret højlydt familie) - og det gør hun stadig. Bortset fra at hun ikke kravler. Hun  meddeler, at hun gerne vil være alene, går ind på sit værelse, og der pusler hun rundt med byggeprojekter, bamser og playmobil, indtil hun gerne vil være sammen med os andre igen. Og det er bare én lillebitte ting.
Jeg elsker og beundrer, at hun hviler i sig selv og ved, hvad hun har brug for - og det er min opgave at sørge for, at hun får lov til at blive ved med at være Caroline, der ikke har det mindste behov for at gå til noget i fritiden og som bare går sin vej, når hun ikke kan magte omgivelserne. Og som er både vellidt i skolen og en god kammerat, fordi hun har empati og er god til at tage sig af andre, UDEN at det går ud over hende selv (endnu, og forhåbentlig aldrig, hvis jeg kan være medvirkende til at opretholde hendes tro på sig selv i en ekstrovert verden.)

Jeg har tænkt mig at skrive til Anna Skyggebjerg og sige hende tak for oplevelsen med bogen - for jeg er selvfølgelig allerede færdig med den og har lånt den videre til min mor, som også er introvert. ;-)