Om at stå ved sig selv

I går fik jeg ikke skrevet et indlæg, og det skyldtes ganske enkelt, at jeg modtog denne bog med posten og fluks gik i gang med at læse. Og jeg læste. Og læste og læste - på badeværelset, ved komfuret og i sofaen. Og mens jeg puttede mine børn tænkte jeg over det, jeg havde læst - for straks at læse videre, da jeg havde sunget de obligatoriske (næsten) 57 godnatsange.

Derfor blev der for én gangs skyld ikke tid til også at skrive, men jeg tilgiver mig selv for det (selv om jeg egentlig havde besluttet mig for at skrive mindst ét indlæg om dagen), for det føles som research, og det føles helt rigtigt.

Anna Skyggebjerg - som jeg nu ser som min allerbedste ven, uden nogensinde at have mødt hende, og helt uden at bekymre mig over, at hun slet ikke kender til min eksistens - fik sat så mange ting på plads for mig, at jeg følte mig lettet og grædefærdig på samme tid. Faktisk skyldes grædefærdigheden (er det et ord...?) måske endda mest, at jeg følte mig lettet.

Mest uventet fik jeg set mine børn i et anderledes, klarere lys, for jeg ved nu med sikkerhed, at mindst én af mine piger er meget introvert og det forklarer en masse for mig. Helt fra hun kunne kravle, har Caroline trukket sig tilbage fra os andre for at søge ro og opsøgt os igen, når hun trængte til nærvær og berøring. Hun kravlede helt bogstaveligt væk for at passe sig selv og få fred (i en ret højlydt familie) - og det gør hun stadig. Bortset fra at hun ikke kravler. Hun  meddeler, at hun gerne vil være alene, går ind på sit værelse, og der pusler hun rundt med byggeprojekter, bamser og playmobil, indtil hun gerne vil være sammen med os andre igen. Og det er bare én lillebitte ting.
Jeg elsker og beundrer, at hun hviler i sig selv og ved, hvad hun har brug for - og det er min opgave at sørge for, at hun får lov til at blive ved med at være Caroline, der ikke har det mindste behov for at gå til noget i fritiden og som bare går sin vej, når hun ikke kan magte omgivelserne. Og som er både vellidt i skolen og en god kammerat, fordi hun har empati og er god til at tage sig af andre, UDEN at det går ud over hende selv (endnu, og forhåbentlig aldrig, hvis jeg kan være medvirkende til at opretholde hendes tro på sig selv i en ekstrovert verden.)

Jeg har tænkt mig at skrive til Anna Skyggebjerg og sige hende tak for oplevelsen med bogen - for jeg er selvfølgelig allerede færdig med den og har lånt den videre til min mor, som også er introvert. ;-)