Jeg forbeholder mig retten til ikke at tage min telefon!

...så kom det ud!
Jeg offentliggør hermed, at jeg for fremtiden kun tager min telefon hvis jeg synes, jeg kan overskue det. Hvis jeg ikke kender dit nummer; hvis du ringer som anonym; eller hvis jeg ganske enkelt ikke kan rumme at snakke i telefon, så læg en besked, så jeg har mulighed for at ringe tilbage, når JEG vil snakke.

Det har taget mig broderparten af 25 år at nå frem til denne beslutning, og eftersom jeg er 36 år gammel ung, er der altså rigtig meget af mit liv, der er gået med rent ud sagt at frygte telefoner. Stor var min lykke, da sms'er blev hverdagskost! E-mails! BLOGS! Jeg vil hellere skrive 10, nej 100 e-mails frem og tilbage end at tale 10 minutter i telefon.

Det er en lang proces hver eneste gang, telefonen ringer.
Fra den første lyd, hvor hjertet farer op i halsen på mig (uanset ringetone og -styrke) og gåsehuden rejser sig på skuldre, ryg og ben...
Så tjekker jeg - stadig i let choktilstand - hvem det er, der vil i kontakt med mig.
Herefter kommer en til tider længere overvejelsesproces, hvor kun et fåtal kommer igennem nåleøjet og det ikke en gang altid (herunder hører min mor og opkald, jeg af en eller anden grund har ventet på).
Endelig - hvis og når jeg vælger at lade være med at tage telefonen - nogle skyldbevidste minutter, hvor jeg slår mig selv i hovedet  for ikke bare at kunne tale i telefon som normale mennesker og for af den grund ikke at være normal.

Er der noget, der vækker genklang her...??