Ondt i pjækketarmen?

I dag har mine tanker kredset om primært to ting.

1) Jeg vågnede og vidste, at jeg var nødt til at ringe til min læge i hans morgentelefontid, fordi jeg havde et problem, jeg skulle have afklaret. Pis og lort. Jævnfør gårsdagens snak om netop IKKE at ville snakke i telefon, hvis jeg kan undgå det - men okay, det kunne jeg så ikke lige undgå i dag.
Problem diskuteret og konsultationstid aftalt senere på dagen; nerverne sad kun en smule udenpå nattøjet.

2) Jeg vågnede også og vidste, at jeg bare ikke havde det i mig at sidde seks timer på skolebænken med 20 topmotiverede, engagerede, ligeledes arbejdsløse medstuderende i dag. Og utroligt nok fyldte det mere end telefonskrækken - min dårlige samvittighed over at melde fra det intense gruppearbejde, som denne skoleperiode faktisk består af.

På dårlige dage, lidt ligesom den her, føler jeg mig simpelthen som en eremit. Eller værre endnu - en, der lider af socialangst!
Ordet socialangst er virkelig skræmmende i sig selv, både fordi jeg ikke føler, det rammer hovedet på sømmet for mig (for jeg vil faktisk gerne være sammen med andre mennesker. Nogle gange, i hvert fald. Og helst på mine præmisser... Hrmm, jeg er i hvert fald ikke bange for andre mennesker!), men også fordi jeg faktisk i en periode på to år tog en høj dosis antidepressiver specielt rettet mod folk med ... socialangst!
Jeg indrømmer, at på det tidspunkt var medicinen nødvendig. Jeg husker, hvordan jeg på depressionens højeste (laveste?) næsten ikke kunne tage en tur i Fakta, og når jeg gjorde det alligevel, var det udelukkende på grund af en tyngende pligtfølelse og et krav fra mig selv om at "være ligesom alle andre". Jeg greb en vogn, sneg mig langs hylderne mens jeg gemte mig bag min huskeseddel og tænkte "barederikkekommernogenjegkender-barederikkekommernogenjegkender" i ét væk. Forsøgte desperat at undgå at se nogen i øjnene efter devisen at hvis jeg ikke så dem, så så de heller ikke mig. Lidt som en
struds - øjnene var gemt bort, men kroppen stod som et blinkende vartegn, der bare kaldte på uønsket opmærksomhed.

Men det var dengang! Jeg har været ude af medicin i næsten et år, og jeg er ikke bange for at se folk i øjnene - hverken i Fakta eller andre steder. Men jeg erkender, at det ikke er min favoritbeskæftigelse at bevæge mig steder hen, hvor der kommer mange andre mennesker, specielt steder hvor jeg ikke kan vide, om jeg kender dem, der kommer der.

Hvilket leder mig tilbage til den pjækketarm.
Jeg er nemlig en meget pligtopfyldende kvinde pige ung yngre dame, som ikke vælger at blive hjemme bare fordi jeg ikke lige gider den dag - jeg gider faktisk godt, men nogle dage føles det som om hele mit system truer med at bryde ned bare ved tanken om at være social. Og de dage vælger jeg så vidt muligt at blive hjemme. Hvilket jeg, som antydet, stadig arbejder med at acceptere - og det falder hele tiden tilbage på, at jeg er arbejdsløs og ikke kan tillade mig at have alene-dage men guddødemig skal være proaktiv og opsøgende og målrettet dag og nat. Også gerne i drømme.