Jeg tager ikke mine ord i mig igen, men...

Jeg synes faktisk, det hele får en mere trist tone, end det egentlig var hensigten!
Så derfor tilføjer jeg nu et indlæg, hvor jeg deler en af de ting, der har gjort en positiv forskel for mig i dag...

Jeg har fået mine tre pragtfulde døtre hjem i dag, efter en uge hos deres far, og de er nu "mine" i en hel uge. Vi er netop flyttet i hus, og specielt de to yngste, Caroline på 8 og Anne-Sofie på 5 1/2, nyder haven i stor stil - det er en have med niveauer, og på det nederste niveau løber der en bæk, som lige pt. er en brusende elv på grund af det voldsomme vejr, vi har haft.
Pigerne hvinede af fryd i ét væk, men på et tidspunkt syntes jeg egentlig, de havde hvinet lige lovlig højt og længe, så jeg gik ud for at se, hvad der foregik. Og ganske rigtigt, de var gået over bækken og kunne ikke finde ud af at komme tørskoet tilbage igen.
Anne-Sofie (begejstret, frydefuldt): "Mor! Vi er lige ved at drukne!!"
Caroline (grådkvalt og ydmyg): "Så Anne-Sofie, nu skal du ikke være bange mere - mor redder os!"
JA! Mor redder jer ALTID! Men ikke altid uden at trække på smilebåndet... ;-)